IN MEMORIAM

Intet varer evigt…

Dalmatineren er generelt en sund race, som sagtens kan leve i 10-15 år. Det er altid hårdt, når det er tid til at sige farvel – uanset om det er pga. alder eller sygdom….

ELSKET OG SAVNET


BACARDI var vores eget opdræt. Han var den hvalp i B-kuldet, der aldrig var til salg! Vi havde store planer med ham i udstillingsringen. Og det levede han til fulde op til. Han nåede at deltage på 247 udstillinger – og han opnåede mere end de fleste nogensinde kommer i nærheden af. Han var med i toppen fra 2015 – 2024! Han opnåede 34 titler!

Bacardi blev også brugt meget i avl. Han blev far til 10 kuld hvalpe:

5 i Danmark, 2 i Norge og 3 i Sverige. Det blev i alt ca. 100 hvalpe. Så alle hans gode gener lever heldigvis videre i hans afkom. Han er også farfar/morfar/oldefar til et stort antal hvalpe.

Bacardi var de sidste par år udfordret på sin spondylose. Det var forværret de seneste måneder og især den allersidste tid. Han blev aflivet her hjemme på terrassen med Bertha og Diva ved sin side. Vi kørte ham til kremering og fik ham med hjem 2 timer senere.

MALOU var vores 2. dalmatiner og hun blev 12½ år gammel. Hun blev købt som avlstæve og udstillingshund. Begge dele levede hun til fulde op til!
Hun havde en udstillings-karriere “der siger spar 2”. Hun var med helt i toppen fra 2008-2018!
Malou fik 2 kuld hvalpe og der lever heldigvis stadig mange af hendes afkom. Hendes helt fantastiske temperament lever videre i dem alle.
Malou havde de seneste måneder gener fra sin “gamle slidte ryg” og var den sidste tid mere og mere besværet.
Malou blev aflivet herhjemme, i solen på sin favoritplads på terrassen. Hun er blevet kremeret og vi fik hende en time senere med hjem i en urne.

ZITHA var vores første hund og hun blev 13 år gammel. Hun blev købt som familiehund – og det var hun!!! 
Hun vil derfor altid have en særlig plads i vores hjerter…
Zitha er vokset op med vores børn – og vores børn er vokset op med Zitha. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre familiehund!
Zitha var tiltagende alders-svækket gennem de sidste par måneder – og især den sidste uge gik det stærkt ned ad bakke…
Zitha blev aflivet herhjemme, i solen på sin favoritplads på terrassen. Hun er blevet kremeret og vi fik hende en time senere med hjem i en urne.

ALASKA fik desværre allergi. I samarbejde med vores dyrlæge blev “ALT sat i værk”. Vi forsøgte os med foderskift x flere, antibiotika, prednisolon osv., desværre uden effekt. Herefter blev der udtaget en blodprøve, der viste at han var allergisk overfor husstøvmider, lagermider og skimmelsvamp. Vi fik fremstillet en vaccine i Tyskland mhp. hyposensibilisering. Vi vaccinerede i ½ år og dette desværre også uden effekt. Til sidst måtte vi træffe den svære – men rigtige beslutning – at få ham aflivet.
Når vi tænker tilbage var det et langt og hårdt forløb, men vi ville have fortrudt hvis ikke vi havde prøvet ALT….