Fødselsforløb B-kuld 2014

Natten mellem 10. og 11. juni var Malou meget urolig. Hun halsede og halsede…. Ind imellem tog hun et lille hvil, men det blev ikke til megen søvn, for hverken hende eller os.
Onsdag d. 11. juni halsede hun også meget i perioder og gik hvileløst rundt. Hun peb også lidt ind imellem. Om aftenen tog det til og hun forsøgte at bygge rede flere steder. Kl. 22.50 gik vandet og kl. 22.55 kom den første hvalp til verden – en meget lille han som vi var i tvivl om kunne klare sig. I løbet af natten fødte hun ialt 13 hvalpe, hvoraf 2 var dødfødte. Den ene af de dødfødte var en meget lille underudviklet tæve som ikke kunne overleve. Den anden var en fin stor sort tæve. Den kunne ikke klare vejen gennem fødselskanalen, idet Malou havde dårlige veer i denne periode. Vi forsøgte alt muligt, men den kunne ikke overleve. Der var gået 70 min siden foregående hvalp var født og desuden var der rigelig grønt fostervand.
Kl. 07.40 kom den sidste af de 13 hvalpe til verden. Malou var rolig og afslappet, hun spiste og drak og var ude at tisse. Vi kunne ikke mærke flere hvalpe i hende. I forbindelse med efter-veer 4 timer senere blev der født 2 små hanner som var grønne af fostervand. De var begge døde.
Kl. 11 kom vores dyrlæge for at tilse såvel Malou som hvalpe. Den først fødte hvalp kunne ikke rigtig sutte og holde varmen. Han blev derfor aflivet.
Nu har vi 10 fantastiske sunde, raske og dejlige hvalpe. Der er 6 tæver (3 brune og 3 sorte) og 4 hanner (2 brune og 2 sorte). Såvel Malou som hvalpe trives.